Menu

Lunderskov Boldklub kigger mod vest med talenter

image
26. oktober 2016 kl. 20:23

Lunderskov Boldklub med 300 aktive medlemmer og et årligt ungdomsstævne med et par tusinde deltagere som varemærke er nyt medlem af Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS). Klubben er medlemsklub nummer 59, og dermed samarbejder EfB med mindre fodboldklubber langs hele den jyske del af E20-motorvejen.


- Vi er først og fremmest en breddeklub, og grunden til vores nye samarbejde med EfB er, at det kan gavne både bredden og de spillere, der vil noget mere. Vi har allerede haft spillere af sted til Fodbold Fed Fredag og talentstævne for U11- og U12-årgangene, hvorfra otte spillere er udtaget til videre træning. Samarbejdet kan være med til at holde på vore spillere, og vi kan få tilført viden udefra ved at invitere trænere til at komme og inspirere os, siger ungdomskonsulent i Lunderskov Boldklubs ungdomsudvalg, Helle Buhl Uth.


Med mottoet ”Danmarks hyggeligste ungdomsstævne” har Lunderskov Boldklub i 35 år arrangeret Lunderskov Cup for alle ungdomsårgange med hold fra hele landet, som den sidste weekend i sommerferien og weekenden efter strømmer til byen for at spille fodbold. 200-300 frivillige sørger for servicen og den gode stemning.


Helle Buhl Uth håber, arrangørerne af Lunderskov Cup kan drage nytte af samarbejdet ved, at EfB-superligaspillere er synlige ved næste års stævne. Ligeledes håber hun, at også klubbens pigehold kan komme i betragtning til at ledsage EfB-spillerne, når de går på banen til en kamp på Blue Water Arena.


EfB indgik fra begyndelsen af 2015 en aftale med de tre klubber i fodboldsamarbejdet Kolding Nord,
Nr. Bjært/Strandhuse IF (NBSIF), Bramdrupdam GIF (BGIF) og Harte G&IF, med det formål at udvikle områdets fodboldspillere på alle niveauer. Ungdomselitechef Niels Erik Søndergård byder Lunderskov Boldklub velkommen som nyt SFS-medlem.


- Ligesom de tre klubber i Kolding Nord ligger Lunderskov Boldklub i naturlig forlængelse af vores geografiske område, og vi glæder os til, at klubben får del i SFS-tilbuddene. Vi tilbyder vore hjemmekampe på Blue Water Arena som ramme om børne- og ungdomsaktiviteter, og vi er til rådighed med besøg af vores trænerstab til inspiration med spiller- og trænerudvikling, som klubberne i Kolding-området har gjort brug af, siger Niels Erik Søndergård.


Ungdomskonsulent Helle Buhl Uth fik onsdag eftermiddag overrakt en sten med klublogo udført af en af SFS’s sponsorer, Danske Stenhuggerier A/S, til ophængning i klubhuset.


Yderligere oplysninger kan fås ved EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård, tlf. 21 76 68 52, og ungdomskonsulent i Lunderskov Boldklub, Helle Buhl Uth, tlf. 20 30 17 57.

Luk